Man skulle tro han havde mere end 24 timer i døgnet

Samuel som jeg ofte har opfattet som lidt doven anlagt er ved at være voksen, og den dovne side af ham aftager.

I dette skoleår skal han sjældent huskes på lektierne, dem laver han uden brok - for det meste. Selv tysk som han bestemt ikke elsker (elskede) er ved at være et fag, han har styr på, og derfor er det ikke længere et fag han sukker meget over. Og hvem skulle tro at faget idræt ville blive et fedt fag for Samuel, men sådan er det nu.

I sin fritid har har nogle klaverelever som han underviser, derudover har han et fabriksarbejde. Han arbejder stort set hver uge det maximale antal timer, han må som niende klasses elev.

Her hjemme oplevede vi i weekenden at han frivilligt gik i gang med at gøre rent på sit værelse, det er noget vi aldrig tidligere har oplevet.

Og så er han begyndt på fitness de dage han ikke arbejder.

Og går til Skywalk, en kristen kirke for unge, hver fredagaften.

Nej, doven kan man vist ikke kalde ham længere.

Dejligt at opleve at vores store teenager er ved at være en moden 15 årig, og en glad 15 årig, en tilfreds 15 årig, en 15 årig med store planer for sit liv.

Jo, han skal nok blive til noget med den indstilling og arbejdsindsats.

Uheldige/klodsede teenager

I dag var Samuel forbi DinPcPartner for at hente sin iPad, som havde været til reparation. Glasset var gået i stykker. Det ødelagde glas havde han levet med i over et år, men forleden dag knustes det så fuldstændig, og så var der ikke andet at gøre end at sende den til reparation. 649 sure kroner skulle han af med.
Da han kom ind i bilen med sin så-godt-som-nye iPad, opdagede han til sin store forskrækkelse, at hans arvede iPhone var gået i stykker. Og det var ikke kun glasset, men den havde fået et ordentligt tryk, så her er der vist ikke noget at gøre. ØV
Hvor uheldig eller måske klodset har man lige lov til at være. Surt show for teenageren.

Journalist i en uge - og en stolt mor

Samuel går i niende klasse.
Han stortrives og derfor glædede hans sig ikke til sin pratik, selv om det var et scoop at komme på Amtsavisen, Randers i en uge. Det er der kun nogle få udvalgte der får lov til.

Ugen bød på megen venten, fordi han skulle køre sammen med os klokken 6.50 men hans arbejde begyndte først kl. 9 og nogle morgener klokken 9.30
Men Samuel er ikke er stort brokkehoved, trods sine 15 år, er han en meget omgængelig teenager.

Fredag fik vi en rimelig utilfreds praktikant med hjem, hans vejleder havde ændret hans artikel til noget der ikke gav helt mening mente han. Dog var viste det sig kun at være små ændringer, som måske var berettigede - det vælger jeg at tro.

I mandags var hans artikel i avisen. Praktikholdet som bestod af syv niende klasses elever, havde skrevet fire artikler, og Samuel havde lavet samtlige interviews med politikkerne og eksperterne, da han jo ikke er en genert dreng, synes han kun, at det var udfordrende at få lov at ringe til politikkere og interviewe dem. Han fik ros af sin vejleder for at være meget skarp når han interviewede. Og så bliver man jo temmelig stolt som mor. Samuels artikel fik hæderspladsen i helsiden som praktikanterne havde lavet.

Hvis du har lyst, så læs med:

Strikning sænker hjerterytmen

Derfor strikker jeg til den helt store guldmedalje i øjeblikket.

Med en 60-70 timers arbejdsuge hele november, har jeg valgt at tage mit strikketøj med på arbejde, så jeg kan nyde en kop te og nye at nå at strikke et par omgange, mens jeg sludrer med kollegaerne.

En omgang ad gangen og så får man trods de mange timers arbejde, uden strikketøjet i hænderne, lavet bådet et og andet.

Nogle lutter, nogle trøjer og en knækket firkantet strikkepind.

Men der er heldigvis garanti på den slags strikkepinde, så jeg har allerede fået en ny fra butikken.
Jeg købte den fra: Stjerne Strik hvor der altid er SUPER god service.

Nå, men jeg må tilbage til strikketøjet, har lovet ham den høje teenager at have trøjen klar til ham til på mandag.

Ugen der forsvandt - ugerne der forsvinder

Ni dages efterårsferie er for længst over, eller er det nu så længe siden?

Jeg gik på arbejde igen efter ni fridage med en følelse af, at ferien havde været yderst effektiv. Jeg fik plejet den sociale side af mig den første weekend af ferien. Mandag til fredag fik jeg arbejdet en del, ikke noget skolearbejde, men fik ryddet op i bryggers, kontoret, kvistrummet, soveværelset samt i vores gem-væk-for-en-tid-skabe. Den sidste weekend gik med at slappe af sammen med manden. Og ind imellem alt dette fik jeg gået over 100000 skridt, fortæller min nyanskaffede Vivofit.

Mandag morgen var jeg klar til arbejde igen. Og sikke en uge, med masser af mødeaktivitet efter undervisningen, masser af forberedelse, masser af motion og en lille bitte smule socialt liv. Pludselig, næsten uden, at jeg opdagede det, havde jeg weekend igen. Ugen fløj afsted og jeg har ikke brugt mange timer her hjemme, ugen har primært bestået af arbejde, motion og søvn. Vores drenge har så sandelig også haft travlt med skolen. Der har været mange afleveringer lige inden skolehjemsamtalerne som ligger først i november. Min kære mand har også nærmest ligget vandret, og er lige nu stadig på arbejde, selv om det hedder lørdag, og selv om han er under den nye arbejdstidsaftale.

Derfor har dagen i dag - lørdag, indtil videre kun været brugt på sofaen. Jeg har fået skrevet et par arbejdsrelaterede mails, men ellers ingenting.
Det er lidt uhyggeligt, hvor hurtigt tiden går når man har mere end travlt. Jeg ved ikke, om jeg kan lide det. Det er dejligt, at livet ikke er kedeligt og at jeg ikke keder mig, MEN det er nu ikke rart, at ugerne flyver afsted uden, at man får sat sig ned og reflekteret over livet.

Jeg ser frem til uge 49, hvor min kalender - indtil videre, ikke er propfyldt med møder og aktiviteter som ikke er kategorien: "hyggeligt, selvvalgt."

Endelig en skrivemaskine

Vores yngste (12 år) har siden han var otte år ønsket sig en god gammeldags skrivemaskine.

Sidste forår så han en til et loppemarked i Hirtshals, men han var på loppemarked ned sin storebror og havde ingen penge med sig. Da vi forældre en time senere kom til markedet, var skrivemaskinen solgt.

I sidste uge kom min farmors gamle skrivemaskine hjem til os via en bekendt, der havde taget den med fra Færøerne. 

Hver dag tager han maskinen frem fra sin nye plads, en plads han selv har valgt, og så skriver han lidt. 

Maskinen trænger til smørelse og et nyt bånd, men det kan altsammen fikses.

Jeg glæder mig over at mine drenge kan finde glæde i en gammel ting og facineres af teknikken og synes, at det gør maskinen ekstra god, at den har tilhørt deres oldemor.

Flugt

Vi har på Romalt Friskole haft en meget spændende uge over temaet: "Flugt."

Emneugen blev i dag afsluttet med en fiktiv flugt. Det eneste børnene vidste fra morgenstunden var, at de ingen madpakke måtte medbringe, men til gengæld skulle de fylde deres skoletaske med mange kilo bagage. Dagen ville stå i flugtens tegn.

Kl otte delte de, der skulle hjælpe eleverne med at flygte, alle børnene i grupper på 10-11 børn. Derefter gik turen på gåben igennem "faretruende" terræn, en lang gåtur som ingen uden dem, der skulle hjælpe eleverne med at flygte, vidste hvor ville ende. Ingen vidste, hvor eventuelle soldater, der kunne "skyde" på eleverne eller tage dem som gidsler opholdt sig, men alle vidste, at det ville være en farlig tur de skulle på.

Efter halvanden times gang kom eleverne til en vejspærring, hvor alle børn skulle fremvise legitimation, før de kunne passere. Her blev halvdelen af eleverne dog tilbageholdt af ukendte årsager. Disse børn fik dog senere lov til at passere, efter at være blevet forhørt af vagterne.

Ikke langt fra vejspærringenden blev de tilbageholdte mødt af soldater, der tog en del elever som gidsler, nogle nåede at flygte ind i skoven, alle gidsler blev til sidst frigivet.

To timer senere var alle ankommet sikkert til flygtningelejren, som lå i Romalt Bakker, hvor nødhjælpsfolk fik lavet et bål og uddelte nødrationer til hvert barn.

Dagen sluttede af med at alle børn kom sikkert og godt hjem til skolen igen. Soldaterne havde overgivet sig og krigen var over.